Michala Holmen Sloth er blot 21 år og chef for sin egen virksomhed, når hun ikke befinder sig på skolebænken.

Chef for egen virksomhed og kommunikationsstuderende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er hverdagen for Michala Holmen Sloth, der for blot en måned siden startede sin egen virksomhed.

”Alle kan starte sit eget firma – uanset alder og erfaring. Jeg havde en god idé gemt i ærmet, og jeg var sikker på, at jeg ville lære noget, uanset om jeg så skulle miste nogle penge,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle være min egen chef og eje mit eget. Spørgsmålet var bare, hvad jeg skulle lave, og det har jeg fundet ud af nu. Jeg håber, at andre med iværksætterdrømme tør kaste sig ud i eventyret. Det er lærerigt og vildt spændende,” fortæller hun.

Michala Sloth fik hurtigt skabt opmærksomhed på diverse sociale medier ved at lave en utraditionel video, hvor hun fortæller om sit nye firma. En promovering der førte til en artikel i MetroXpress, et indslag i TV2 Lorry samt over tusind facebook likes inden for blot to uger.

Studerende og iværksætter
Iværksætter-livet og studielivet. To vidt forskellige verdener Michala Sloth dagligt skal navigere imellem.

”Det er lidt som at leve et dobbeltliv, på den ene side føler jeg mig som en uerfaren studerende, der blot er sat på jorden for at forstå min lærer. På den anden side ejer jeg MICHALA, hvor det er mig, der sætter dagsordenen, og hvor det er mig, der har ansvar – og kun mig,” fortæller hun.

At læse kommunikation har sine fordele for Michala Sloth, da hun kan bruge de værktøjer, hun lærer på studiet til at markedsføre sit brand. Det kan ligeledes være en barriere. At have tid til at trille tommelfingre er nemlig næppe tilfældet hos Michala Sloth, der arbejder i døgndrift.

”Tid er en barriere. Jeg vil udarbejde mine skoleopgaver til fulde, og jeg er ligeledes fuldt dedikeret til min virksomhed, som jeg bruger det meste af min fritid på. Begge ting er tidskrævende, så på den måde spænder de to ting måske ben for hinanden. Men når alt kommer til alt, er det ifølge mig blot et spørgsmål om prioritering,” fortæller Michala Sloth.